Fortuna Cup ’15
Med hårdt arbejde og solid planlægning blev der i foråret 2015 åbnet op for tilmelding til Fortunas første senior-stævne. Med kæmpe opbakning fra fynske hold/klubber, samt den svenske klub LUNDS VK, så viste det sig hurtigt at stævnet ville blive en realitet ud fra antallet af tilmeldte. Der var plads til 36 hold, og det skulle vise sig at tilmeldingen næsten nåede det antal, med hele 30 hold tilmeldt. Mildest talt en flot præstation for et nyopstartet stævne.
Afviklingen af stævnet, inkl. festen lørdag aften, forløb som det skulle, og der var ros på nærmest alle fronter – specielt ift. maden.
Ud fra succesen i 2015, så fortsatte Fortuna i 2016 med dette stævne, som nu ser ud til at være blevet en fast del af klubbens årlige arrangementer.
Til glæde for klubben, men ikke mindst også de deltagende spillere og hold!